Skarridsø og Omegn
Det prægtigt beliggende Jyderup
(2 billeder)
En af de gamle brochures mange illustrationer fra Skarridsø i Drivsaatskoven. Skovfogedhuset i Regstrup

At Jyderup Handels- og erhvervsliv på et tidligt tidspunkt har haft et vågent øje for turisme og dens store betydning for egn og by, har alle været klar over. Her har Turistforeningen for Jyderup og Omegn, der stiftedes den 28. september 1932 gjordet et stort arbejde og bl.a. udsendte bykort og brochurer m.m.
Men at der i 1917 udsendtes en brochure "Skarridsø og Omegn" er der ikke mange der har været klar over. Snedkermester Per Rasmussen, Jyderup, har imidlertid forevist os et eksemplar af denne brochure, der er udgivet af H. Hagerups forlag i København der kalder den illustrerede rejsebøger nr. 2. I brochuren er indlagt et to-farvet kort over Skarridsø og Omegn. Men derudover er værket forsynet med tekst og billeder fra Jyderup og omegn og byens handlende har i rig udstrækning forsynet brochuren med annoncer, der direkte henvender sig til turisterne.
Skarridsø - en plads af rang
Den gamle brochure er forsynet med en lang række praktiske oplysninger for turisterne og i indledningen hedder det bl.a.:
Nye egne inddrages stadig under turistlivet, og selv egne, der just ikke har særlig meget at byde den besøgende, søger på forskellig vis at drage turister til sig - men blandt de egne, der virkelig har "noget", skønhed, ejendommeligheder m.m. indtager det prægtigt beliggende Jyderup ved den skovkransede Skarridsø en plads af rang, hvor de mange, der om sommeren drager ud for at indånde ny luft og få nye indtryk, her finder hvad de søger. Flere af vore kendte malere har her hentet mange motiver til deres landskendte billeder.
Naturen er her ægte sjællandsk, farer man med eksprestog forbi Skarridsø, går det som ved Sorø, man ser mod kupévinduet og glæder sig over naturens skønhed, men bedre er det naturligvis, at stifte nærmere bekendtskab med disse egne og gøre ophold her for kortere eller længere tid. Kun få steder finder man de forskellige sider af dansk natur i så rig mangfoldighed. I så smukke og ejendommelige variationer, på et så sammentrængt område som her.
Turistorientering
I den gamle brochures vejleding til turisterne hedder det blandt andet:
Hotel Skarridsø lige overfor Jyderup station er fuldstændig nyopbygget og nyt monteret elektrisk lys, central varme, w.c., 60 senge, palmehave, selskabslokaler samt stor gammel have. Tre minutter til skov og sø. Pension efter nærmere aftale. Vinterarrangementer, vintersport kan udøves under gunstige forhold i omegnen i det stærkt kuperede terræn, skøjteløb foretages på den smukke Skarridsø.
Vogne og automobiler til udflugter i omegnen fås hos staldforpagteren på hotellet, moderate priser.
Både til udlejning - forhør på hotellet.Een tur over Skarridsø til skovriderens bådebro i Delhoved skov anbefales.
Jyderup stationsby har 1200 indbyggere og alle mulige håndværkere, læger, apotek, banker, boghandel, skolen m.m. blandt de industrielle virksomheder ved Jyderup må nævnes Sprængstoffabrikken Aerolit.
Lønnede udflugter kan foretages til Delhoved, Kongens Møller, Bjergsted Bakker, Bassebjerg, Holmstrup, Bromølle, Kattrup, Eskebjerg Lyng og Havnsø

Udflugter fra Jyderup
I det efterfølgende anvises forskellige kortere og længere udflugter, der kan foretages fra Jyderup. Skarridsø er 210 ha
Opholdet ved Jyderup og ved Skarridsø kan varieres i en uendelighed, en god fodgænger kan gennemkrydse egnen på kryds og tværs uden at behøve fører eller rejsebog, hvis tiden tillader det - har man mindre god tid vil man have god udbytte af at følge denne bog gennem de forskellige steder der her er nævnt.
Fra hotellet til fods af Slagelsevej, th., ses rekonvalescenthjemmet, oprettet af komtesse Agnes Lerche til Lerchenborg, fiskerhuset, hvor både udlejes, tv. Realskolen og savværket. Nogle minutters gang længere frem forlader man landevejen og går th. ad en kørevej ned til skovfogedstedet ved indgangen til Delhoved skov. Går man tv. ved skovfogedstedet, langs skovens udkant, kommer man til det såkaldte "Hoved", hvorfra udsigt over søen til Astrup (rød bygning, tårn med et lille spir, tilhørende professor dr. Jens Schou, København) Følger man kørevejen et lille stykke forbi Skovfogedstedet, kommer man til en lille sti, som tv fører op til Skovriderboligen Birkenæsgård, hvorfra er én udmærket udsigt, såvel mod syd til herregården "Kattrup" (Roschenberg) - tilhørende grev Bernstoff-Mylius - som mod nord over søen og de hinsides denne liggende skove og højdedrag. Fra skovriderboligen fører vejen videre mod vest gennem en granskov og udmunder i vejen ved Kongens Mølle. Lige før man når denne, har man tv. en 65 m høj bakke, hvorfra ligeledes er en smuk udsigt. Vejen tv. fører til Rangle Mølle, og her i nærheden de ejendommelige lådne bakker (5 minutters gang).
De anselige bygninger ligger idyllisk smukt indrammet af å, skov og eng. Fra Rangle Mølle går man ad samme vej tilbage, til man ved et vejhjørne når Rejstrup smedje. Her deler vejen sig tv. fører over Halleby til Strids Mølle og længere mod vest til Øresø Mølle. Derfra fører vejen i nordlig retning atter over åren til Gyde Mølle og videre frem til Tyske Mølle.
De tre første møller drives ved vandet fra Halleby å, de to sidste fra Skarridsøens afløb, inde det udmunder i åen. De fem møller kaldes tilsammen Kongens Møller.
? møller er stampeværk, savværket og ferskvandsfiskeri, kort sagt, interessant og afvekslende virksomheder møder den besøgende.

Bjergsted Bakker
Har man meget travlt og kun kan tillade sig et kort ophold i Jyderup (1 dag) anbefales det først af aflægge søen et besøg og dernæst gøre en tur til Bjergsted Bakker, ca. 3 km fra Jyderup stationsby ad Kalundborg landevej.
Opgangen til de prægtige udsiger er midt i byen. En udsædvanlig interessant spadseretur er gennem Bjergene. Man går ad en markvej ved den yderste gård i byen søndre side. Vejen slynger sig gennem en smal slugt med de høje bakker på begge sider. Kommer man gennem bakkerne går en vej til højre til Kalundborg landevej, går man ligefrem er man straks i Stenrand plantage, til venstre fører en smuk vej omsider over jernbanen til Aunsøgård og videre forbi Aunsøgård sø til Kongens Møller.
En anden dejlig tur går fra stationsbyen forbi vandværket til Jyderup skov (ca. 20 min. gang) Udsigten fra højdedraget her, udover en del af Skarridsø med omliggende skove hører til en af egnens smukkeste. Fortsætter man ad vejen over Raadbjerg, kan man ad Skolestien gå til Tornved skov. Her findes Højbjerg med mange smukke udsigter (ca. 40 min. gang)
Det er kun et lille udsnit af de dejlige udflugtsture den gamle brochure fra 1917 anbefalede turisterne dengang, og vil skal senere tage med på nye ture, efter den gamle, interessante bog, idet vi finder, at der er mange der ikke kender de seværdigheder og den storslåede natur Skarridsø og Jyderup egnen byder på2


Det prægtigt beliggende Jyderup II
Andet afsnit fra den gamle brochure over Bjergsted og Bromølle
Vi bragte sidste lørdag en omtale af en gammel brochure fra 1917 "Skarridsø og Omegn", som omtaler Jyderup og nærmeste omegn, og hvad der bydes på af turistfaciliteter m.m. Brochuren er som nævnt udgivet af H. Hagerups Forlag, København.
Vi fortsætter i dag omtalen, og nævner nogle traveture der er omtalt, og som alle udgår fra Hotel Skarridsø
En heldagstur der anbefales starter fra hotellet om morgenen, ikke senere ned kl. 7, forbi stationen, over banen, ad vejen nord på gennem den smukke Stokkebjerg til det flade, langstrakte Bassebjerg (81m) med nåletræsbeplantninger. Fra toppen er der vid udsigt (Kalundborg kirke ses tydeligt, ligeledes hele Tissø med Gørlev Sukkerfabrik i baggrunden. Tilbage til hotellet, hvor frokost indtages
På køretur
Om eftermiddagen fortsættes med køretur rundt om Skarridsø til moderate priser. Gennem Stokkebjerg skov i vestlig retning langs søen. Til højre for vejen ser man det gamle jagtslot Skarridsholm eller Skaresholm, som i det 14. århundrede tilhørte Erik Barnimsen og efter ham sønnen Barnim Eriksen, der døde i begyndelsen af det 15. årh. som sidste mand af sin slægt, hvorefter dronning Margrete købte gården og rimeligvis har nedlagt den. Fredlyst 1902. Udsigt over søen til venstre med to smukke holme: Magleholm og Lilleholm. Under banen forbi Astrup ladebygning. Slottet ses ikke fra vejen. Til højre ligger gården Stenrand, hvis bakkede jorder Ringholm indeholder en utrolig mængde kampesten, der havde fundet rig anvendelse ved opførelsen af forterne omkring København og Frihavnen, og som er ført hertil i istiden.
Videre syd på forbi Tyske Mølle til smedjen, til højre over åen til Strids Mølle og videre sydpå over hallebyore, Askvad og Langemark. Bølgeformigt agerland med spredtliggende gårde og huse, til højre de store engdrag langs Hallby å. Forude ser man Buerup ny kirke, opført af ejeren af Selchausdal, og til højre den store Tissø. Ad vejen til venstre går det op over bratte bakker til herregården Kattrup. Inden man når denne, har man fra en lille bakketop til venstre for vejen en storartet udsigt over skovene i nord med det langstrakte bakkestrøg ved Bjergsted, hvis højeste punkt "Bjerget" er 95 meter højt. Hinsides dette ser man ud over Sejerø bugten, vejrmøllerne ved den inddæmmede Saltbæk Vig. Sejerø med sin kirke, til venstre et bølgeformigt landskab med skove, marker enge og opdukkende kirketårne lige til Kalundborg. Mod vest ser man ud over Tissø med dens flade, skovløse bredder, halvøen Reersø og Storebælt med det fjerne Hindsholm på den fynske kyst.
Turen fortsætter forbi herregården Kattrup (grev Bernstoff-Mylius) gennem bøgeskov ned ad til Bromølle Kro (i haven et meget gammelt takstræ) ved Halleby å og stadig med en smuk udsigt over den store åmose og videre mod nord forbi den smukke Holmstrup Kirke, som fortjener et besøg.
Holmstrup Kirke.
Kirken består af et tredelt længdeskib, kors med tresidet altervæg og den er opført i 1492 af biskop Niels Skave i Roskilde. Hvælvingerne bæres af 12 piller. En altertavle fra den katolske tid med udmærket billedskærerarbejde, en rigtskåret prædikestol fra Chr. IV's tid og ti smukke munkestole i koret er de vigtigste seværdigheder. I korbuen en bjælke, hvor der på munkelatin er skrevet: "Til ære for bekenderen St. Søren, som p dette sted efter Guds befaling ilede de dødelige til hjælp ved guddommelige mirakler, er koret bygget". Kirken er viet St. Søren. I alterbordet gemmes St. Sørens tå, og en kilde på Holmstrup mark bærer navnet St. Sørens kilde.
Denne kilde var fordum vidt berømt for sin lægdomskraft, og der holdes årligt 4 store markeder. Efter reformationens indførelse gjorde øvrigheden sig al flid for at udrydde den megen overtro, der knyttede sig både til kirken og kilden. I kirken ofredes der til St. Søren både gæs, lam og høns, så at Chr. III befalede at borttage alle billeder og alt afguderi af kirken, og hans efterfølger, Frederik II forlagde markederne til Kalundborg, fordi skarns folk her bedrev stor synd med overflødig drik, mandslet og anden uskikkelighed.
Til højre har man den smukke Møsten skov, til venstre det 78 m høje Bavnehøj med vid udsigt. Videre går turen gennem den lille landsby Akselholm (ved Akselholm er interessant stensætning, kaldet Kong Dans høj), og tilbage til hotellet. Foruden de her nævnte udflugter, der på forskellige måde kunne udstykkes og sammensættes til en mængde henrivende fodture i skovene omkring Skarridsøen, kan der gøres andre til dels længere ture.
En tur der også anbefales starter ligeledes fra hotellet i vogn, over Bjergsted, Bregninge, Eskebjerg til Eskebjerg Lyng (ca. 12 km.), Udmærket strandbred - ofte udfolder der sig her en varm sommerdag, særlig søndag, et aldeles frit og utvunget badeliv.
Videre langs stranden til Havnsø (fiskerleje), her findes hotel. Fra Havnsø kan man blive sejlet over til Nexelø. Eskebjerg Lyng og Havnsø en smuk sommerdag, glemmes aldrig af dem, der har ligt modtagelighed for smukke naturindtryk.
Den gamle brochure er et godt udtryk for den bevågenhed der ret tidligt har været i Jyderup for turismens betydning1


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 22. juli 1972, side 6; Hist om gl. brochure fra 1917
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 15. juli 1972, side 6: Det prægtigt beliggende Jyderup

Note:

Sidst opdateret 17. september 2015
©Jyderup Realskole